Hvordan får du huller i tøjet?
Det er faktisk møllenes larver, der laver hullerne i tøjet, og de stortrives i tøj og pelsværk, som du ikke bruger så ofte.
De mest udbredte møltyper vi har hjemme i de danske kommodeskuffer og klædeskabe er det almindelige ”klædemøl”, også kaldet Tineola bisselliella.
Samt pelsmøllet, der også kendes som Tinea pellionella.
De voksne møl er gerne brunlige eller gyldne og har et lidt loddent udseende. Men det er som sagt de små larver, der laver balladen.
For hvis de er i færd med at fede sig op til at blive fuldvoksne, bevingede insekter, ja, så er det altså dit tøj, der er hovedmåltidet.
Møl går ikke kun i tøjet
Du kan også være uheldig at finde dem i både møbelbetræk, i uldtæpper, under dine reoler og i sofaen.
Møllene flyver rundt, så du kan være heldig at spotte dem i huset, inden de bosætter sig i klædeskabet. Og så kan du også være heldig at spotte larverne, deres spind, larvehylstre og ekskrementer.
Det lyder måske ikke så positivt, at du kan være heldig at spotte det.
Men det er det faktisk – for jo før, du opdager dem, jo før kan du nå at sætte en stopper for krybene.
Vi anbefaler altid, at du kontakter en skadedyrsbekæmper, hvis du finder møl i hjemmet.
Men der er også en del ting, du selv kan gøre.