Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

Den ultimative pletfjerner guide

Pletfjerning kan være svært. Har du for eksempel fået fedt, rødvin, cola, kaffe eller måske sved på tøjet? Fortvivl ej. Her får du den ultimative pletfjerner guide til at komme alle de irriterende pletter til livs

Har du fået kaffe på tøjet? Måske rødvin eller en anden irriterende plet? Bare rolig Dansk Renseri Forening giver dig her den ultimative pletfjerner guide.

Hvilket plet-problem har du?

Pletfjerning kan være mange ting! Og metoden for hvordan du bedst kommer pletten til livs er meget afhængigt af, hvilken form for plet, du har fået på dig.

Vi har derfor samlet den ultimative pletfjerner guide til dig her, så du kan læse med og blive klogere på, hvordan du håndterer lige præcis dét plet-problem, du står med.

​Hvordan kommer du pletterne til livs?

​Vi kender det alle.

Vi har taget nyt, rent tøj på, og så går vi i køkkenet for at lave aftensmad.

Så sprøjter olien eller smørret sprutter.

Forklædet hænger inde i skabet, og vi fortryder i samme sekund, vi ikke nåede at få det på.

Uanset hvad du har fået på dig. Om det var under aftensmaden, frokosten eller på vejen hjem fra arbejdet.

Det er stadig dødirriterende at stå med sit rene tøj og se en plet – lige der midt i det hele.

Derfor har vi udarbejdet den ultimative pletfjernings-guide til dig, der gerne vil redde tøjet eller andre af dine tekstiler.

Vi har i guiden samlet gode råd og tips til, hvordan du klarer de mest almindelige og mest irriterende pletter.

Så scroll ned og find dit pletproblem og benyt dig med det samme af vores tips og råd, så du kan vinke farvel til pletten.

Trin for trin: Inden du renser

  1. Tjek vaskeanvisningen for at være sikker på din metode vil virke
  2. Test opvaskemidlet på et lille, skjult sted inden du starter på selve pletten
  3. Hvis din test er succesfuld, så start på selve pletten

Fedtpletter

Et fedtstænk fra en varm stegepande behøver slet ikke at være et vaske-mareridt

Faktisk er du ret heldig.

For en fedtplet kan i mange tilfælde være nemmere at fjerne end andre typer af pletter, da oliebaserede pletter kan nedbrydes effektivt med noget ret simpelt. Opvaskemiddel!

Husk først at tjekke vaskeinstrukserne på tøjet

Inden du starter selve pletfjerner-processen, er det vigtigt, du tjekker vaskeinstrukserne på det ramte stykke tekstil.

Det er bedre at være sikker på, tøjet kan holde til renseprocessen, inden du går i gang og risikerer at ødelægge tøjet.

Sådan fjerner du fedtpletten

  1. Læg dit tøj frem og dæk pletten med dit neutrale opvaskemiddel
  2. Gnid bagefter blidt opvaskemidlet ind i stoffet
  3. Lad det sidde og virke i 5-6 timer
  4. Vask tøjet normalt

*Ved vask over 60 grader vil de fleste fedtpletter gå af.

Hvis dit tøj sagtens kan klare det, så start med at bruge dit rengøringsmiddel et skjult sted på tøjet.

Det kan være ved en syning, eller for en skjorte ved manchetten.

Så undgår du at bruge et middel, der måske misfarver eller laver yderligere pletter på dit tøj.

Brug neutralt opvaskemiddel

Uanset om pletten er på farvet eller hvidt tøj, så kan neutralt opvaskemiddel gøre tricket for dig.

Mange har allerede sulfo stående derhjemme til brug ved opvasken.

Og det duer altså lige så godt som nogle af de dyre pletmidler, du kan købe i supermarkedet.​

Fjern oliepletten på tøjet nemt og hurtigt.​

Oliepletter

Oliepletter kan virkelig være irriterende. Du har måske lige smurt din cykel og så taget af sted på arbejdet. Men olien har sat sine spor på buksebenet.

Det kan også være, du har stået i køkkenet med mad-olien som pludseligt er endt på tøjet i stedet for på panden.

Uanset hvad og hvordan det skete, er det dødirriterende.

Trin for trin: fjern cykelkæde-olie

  1. Start med at duppe lidt rensebenzin på pletten
  2. Dup med køkkenrulle på begge sider af pletten
  3. Gentag 2-3 gange eller til du ikke kan se pletten mere
  4. Gnid lidt opvaskemiddel (farveløst) på pletten
  5. Vask som normalt

Trin for trin: fjern madolie

Prøv altid pletfjerner-processen et skjult sted.

  1. Gennemvæd oliepletten med dit neutrale og farveløse opvaskemiddel
  2. Kom dit pletramte tøj eller tekstil i en lufttæt pose og lad hvile i 4-5 timer
  3. Vask tøjet som normalt

Colapletter

Har du spildt cola på tøjet?

Eller er der blevet væltet et glas med den sorte brusende drikke på den hvide dug?

Start først med at suge det overskydende cola op med en klud, så vidt det er muligt.

Er det ikke på tøjet, men gulvtæppet der er blevet spildt på?

Start også her med at suge så meget op som muligt med en køkkenrulle eller en blød, farveløs klud.

Trin for trin: Fjern colapletter fra tøjet

Kom colapletterne til livs med disse tre simple skridt.

  1. Fugt pletten med neutralt opvaskemiddel
  2. Lad det sidde og virke i 6-8 timer (gerne natten over)
  3. Vask tøjet normalt

Trin for trin: Fjern cola fra gulvtæppet

  1. Dup pletten med en opvredet klud (lunkent vand)
  2. Bliv ved indtil du ikke kan få mere farve væk
  3. Gnid ikke og giv dig god tid
  4. Sprøjt gerne imprægnering på gulvtæppet bagefter

Rødvinspletter

Det er en god vin.

Men farven er hæslig at få tøjet, dugen, bordet eller gulvtæppet.

Heldigvis er der råd for, hvordan du bedst kommer af med den røde plet – uanset hvor den er henne.

Våde rødvinspletter

Hvis det er en frisk plet, så skal du skylle den med rigeligt vand.

Husk dog, at du skal have pletten helt væk første gang!

Indtørrede rødvinspletter

Er pletten derimod fra gårsdagens fest, og det er på tøj, der er vaskbart. Så skal du have fat i dit neutrale opvaskemiddel.

Du kommer opvaskemidlet på pletten og lader det ligge natten over.

Bagefter vasker du bare tøjet helt almindeligt.

Bonus tip

Hvis du har glycerin stående derhjemme, kan du også smøre pletten med.

Lad det ligge natten over, og kom så opvaskemiddel på og vask tøjet helt almindeligt.

Du skal dog være opmærksom på, at glycerin er et fedtstof og derfor kan det have svært ved at opløses, hvis du vasker ved for lav en grad.

Kaffe- og te-pletter

De fleste af os danskere kan ikke komme uden om at drikke kaffe eller te.

Og det hænder da, at noget af det løber ved siden af munden.

Eller at nogen kommer til at spilde på dugen.

Om det er en frisk eller gammel plet, så skal du nok kunne komme den til livs.

Sådan fjerner du en frisk kaffe- eller te-plet

Gnid tøjet eller den tekstil, du har fået kaffe på, under rindende vand og gnid forsigtigt.

Du kan også forsøge dig med lun mælk på den maks. grad, som dit tøj må vaskes ved. Det er gerne mellem 30 og 40 grader.

Kom den gamle kaffe- eller te-plet til livs

Hvis dit tøj kan vaskes, så dyp det i sødmælk og kom bagefter neutralt og farveløst opvaskemiddel på.

Herefter vasker du bare tøjet almindeligt.

Pletter fra neglelak

Det kan smutte for de fleste, når neglene skal lakeres.

Men ikke desto mindre kan det være på det værst tænkelige tidspunkt, neglelakken rammer tøjet i stedet for neglen.

Er det sket, så skal du have fat i Amylacetat, som du kan købe på apoteket.

Fjern derefter pletten fra bagsiden med din oliefri neglelaksfjerner eller acetone. Du skal først lige undersøge, hvilket materiale stoffet er af, da både acetat og triacetat kan tage skade

Vask herefter normalt.

Tyggegummi pletter

Har du prøvet at sætte dig på en stol eller sæde for derefter at rejse dig med et gammelt tyggegummi siddende bagpå?

Det kan også bare være, du har blæst for stor en bobbel, og nu sidder resterne på din bluse?

Frys tyggegummiet for nemmere at fjerne det

Hvis stoffet kan komme i fryseren, så gør det!

Når pletten bliver hård, er den nemmere at fjerne.

Hvis du ikke kan få tøjet eller tekstilet i fryseren, så brug i stedet en pose med is (eventuelt de obligatoriske frosne ærter de fleste har liggende i fryserskuffen).

Når pletten er hård, så knækker du så meget af tyggegummiet af som muligt.

Bagefter fjerner du resterne med rensebenzin eller acetone

Husk at passe på dit tøj

Hvis du vælger at bruge acetone, så vær opmærksom på, at stoffet kan komme til skade.

Undersøg derfor om stoffet kan klare acetonen.

Til sidst kommer du opvaskemiddel på og lader det sidde i et par timer.

Herefter vasker du tøjet normalt.

Der findes næsten ikke noget værre end tyggegummi på tøjet. Men så er det, der er råd at hente.​

Tyggegummi på gulvtæppet

Læg en pose med is på pletten for at gøre den hård.

Bræk så meget du kan af pletten og fjern resten med rensebenzin ved at duppe på pletten.

Pas på undersiden. Hvis det er gummi, kan det tage skade af rensebenzinen!

Rustpletter

Har du fået rust på tøjet, tæppet eller et andet stykke tekstil?

Så start med at gnide pletten med citronsaft og sat. Lad det gerne sidde og virke i et par timer, inden du vasker det normalt.

Virker det ikke?

Lykkes du ikke med citronsaft og salt, så kan du forsøge dig med rustfjerner, du kan købe hos dit lokale renseri. De kan også guide dig i, hvordan du bruger midlet.

*Husk på, at rust mørner stoffet, så vær opmærksom på, at der efterfølgende kan komme huller i tøjet, når du vasker det.

Blodpletter

Det er nemt at få blodpletter på både tøj og tekstiler, hvis du får næseblod eller kommer til skade.

Du får her derfor tips til at fjerne pletterne fra både tekstiler, uld og gulvtæpper.

Blod på tekstiler

Er blodpletten frisk? Så skyl den straks med kold vand.

Herefter gnider eller banker du forsigtigt til pletten er væk.

Vask efterfølgende normalt.

Ellers skal du lade tøjet ligge i blød i en halv time.

Vask herefter normalt.

Blodpletter på uld

Når du har fået blod på enten uld eller silke, skal du kun bruge vand og 2 teskefule salt pr. liter.

Hvis du bruger en enzymholdig sæbe, risikerer du at ødelægge stoffet.

Læg tøjet i blød natten over for at få opløst de svære pletter. Nogle vil desværre aldrig gå af.

Blodpletter på gulvtæppet

Sug straks så meget op som muligt og dup (gnid) med en klud.

Kluden skal være vredet op i vand tilsat 2 spsk. salt pr. liter vand.

Det er desværre ikke altid, det er muligt at fjerne blodpletter fra gulvtæpper.

​Hvis pletten er gammel, lægges tøjet i blød i vand, du har tilsat enzymholdig sæbe.

Enzymerne du kan holde øje med er blandt andet amylase, cellulase, lipase, mannanase, pectinlyase og protease.

Pletter fra blomsterstøv

Det er blevet forår, og blomsterne begynder at spire. Hvis dit barn løber rundt i blomstermarken eller andre i nærheden får støvet til at flyve rundt kan det nemt lande på dit tøj.

Det kan også være krævende at komme blomsterstøvspletterne til livs, men giv det altid et forsøg, inden du smider tøjet væk.

Start med at forsøge at støvsuge så meget af støvet væk som muligt.

Kom derefter opvaskemiddel (farveløst) på og lad det sidde i mindst 4 timer (eller natten over).

Vask derefter tøjet normalt.

Kuglepenspletter

De fleste har nok prøvet at få pletter på tøjet fra en kuglepen.

Og der findes næsten ikke noget mere irriterende.

For det er svære pletter at komme af med igen.

Men der findes heldigvis råd for, hvordan du kan slippe af med den blå, sorte eller måske endda røde plet på tøjet.

Læs med herunder, så får du vores bedste trin for trin guide til, hvordan du igen kommer af med pletten fra kuglepennen.

Friske kuglepenspletter

Dup pletten i sødmælk og vask herefter normalt.

Hvis det tøj, der er blevet ramt, ikke kan tåle at blive vasket på mindst 60 grader, så kan du i stedet hælde opvaskemiddel på pletten og lade den sidde i mindst 6 timer.

Bagefter vasker du tøjet normalt.

Gamle kuglepenspletter

Hvis det er længe siden, du blev ramt af kuglepennen, kan du prøve at fjerne pletten ved at duppe den med sprit.

Husk dog at lægge tøjet på et sugende underlag og blev ved, til pletten ikke smitter af mere.

Bagefter kommer du farveløst opvaskemiddel på og vasker herefter tøjet normalt.

Kuglepenspletter på tøjet er nok noget, mange af os før har prøvet. Og det er nemt at tænke ‘det kommer aldrig af igen’. Men fortvivl ej og læs her vores gode råd.​

Pletter fra asfalt

Er du faldet af cyklen og ikke nok med, at du har fået en hudafskrabning, så sidder der måske også asfalt i tøjet, du ikke kan få af?

Prøv at komme smør, spiseolie eller margarine på pletten og lad det sidde og virke i 8-10 timer.

Skrab derefter så meget af du kan og kom bagefter opvaskemiddel (farveløst) på og lad det sidde i 6 timer.

Til slut kan du opvarme pletten med damp og vaske tøjet normalt.