Indtast din registrerede e-mail:
Indtast ny adgangskode:

​Sådan farver du dit tøj sort (eller andre farver)

Er dit par yndlingsbukser falmet i vask, eller har du fundet den perfekte bluse, som du bare ville ønske havde en anden farve? Så er der heldigvis god hjælp at hente. Med ganske få midler kan du nemlig selv farve dit tøj. Hvordan du gør, og hvilke farver du kan bruge, kan du læse om her i denne artikel.

Hvornår giver det mening at farve sit tøj?

Der kan være rigtig mange forskellige tilfælde, hvor det giver mening at farve sit tøj.

Hyppig vask i en vaskemaskine og en tur i tørretumbleren slider på dit tøj, og det samme gør solens stråler om sommeren.

Har du derfor et par bukser, en bluse eller andre stykker tøj, som er falmet i farven, men ønsker du ikke at smide det ud?

Så kan du give det nyt liv ved blot at farve det.

Det kan også være, at du har fundet den helt perfekte t-shirt, men som bare har den forkerte farve.

Uanset hvad årsagen er, kan det altid være en god ide at prøve at farve tøjet for at se, om det har den ønskede effekt.

Hvordan farver du dit tøj?

Der findes overordnet set to forskellige metoder til at farve tøj; farvning i hånden eller i vaskemaskinen.

Har du mulighed for at farve tøj i vaskemaskine, vil det typisk være det nemmeste.

Sådan farver du tøj i vaskemaskinen:​

  1. Start med at veje tøjet i tør tilstand, så du kan regne ud, hvor meget farve du skal bruge
  2. Vask tøjet uden brug af skyllemiddel
  3. Tag tøjet ud af vaskemaskinen, men lad det forblive vådt
  4. Hæld den valgte tøjfarve ind i vasketromlen, og læg tøjet tilbage i tromlen
  5. Tænd for maskinen, og vask tøjet på 40 grader på et almindeligt vaskeprogram
  6. Når programmet er færdigt, tilsættes vaskepulver, hvorefter du igen vasker tøjet på 40 grader
  7. Når programmet er færdigt, tager du tøjet ud og hænger det til tørre
  8. Kør til sidst en tom vask i maskinen på mindst 40 grader (med sæbe), så du kan skylle farveresterne ud af maskinen, så dit øvrige tøj ikke risikerer misfarvning​

Sådan farver du tøj i hånden:​

  1. Vej tøjet i tør tilstand, så du kan beregne mængden af farve
  2. Vask tøjet uden brug af skyllemiddel
  3. Opløs den valgte farve i 500 ml varmt vand i en lille beholder (husk plastikhandsker, da farven smitter af)
  4. Hæld seks liter varmt vand på 40 grader i en vaskebalje
  5. Tilsæt 250 g salt og opløs det i vandet
  6. Tilsæt farven fra den lille beholder, og rør indtil det er fordelt i al vandet
  7. Kom det fugtige tøj i vandet
  8. Rør rundt i vandet – først i ca. 15 minutter, herefter løbende indtil der er gået ca. 45 minutter
  9. Tag tøjet op, og skyl det i koldt vand
  10. Vask og tør tøjet, som du ellers ville gøre det.​

Hvilke materialer og tekstiler kan farves i vaskemaskinen?

Ønsker du at farve dit tøj sort eller en anden farve, så er det vigtigt, at du først undersøger, om det pågældende stykke tøj tåler at blive farvet.

Det er nemlig ikke alle materialer, der gør det.

Som udgangspunkt kan du gå ud fra, at alle naturmaterialer, som for eksempel bomuld, uld og viskose, kan farves.

Til gengæld kan syntetiske materialer som akryl, nylon, polyester og elestan ikke farves.

Er der tale om tøj fremstillet af et blandingsmateriale, for eksempel 50 % bomuld og 50 % polyester, kan du forsøge dig med at friske den nuværende farve op, hvis du for eksempel har et par sorte jeans, der er falmet i farven, men du bør ikke give dig i kast med at skifte fra én farve til en anden.

Du skal desuden være opmærksom på, at tråd der er brugt til syninger kan være af et andet materiale end resten af tøjet, og du kan derfor ikke forvente, at tråden i syningerne vil skifte farve, hvis du skifter fra én farve til en anden.

Hvilke farver kan du bruge i vaskemaskinen?

Når du skal farve dit tøj, skal du gå efter tøjfarve.

Det kan også hedde ”stoffarve” eller ”tekstilfarve”.

Du kan som udgangspunkt bruge alle farver, men den mest efterspurgte er sort farve til tøj, som typisk også giver det bedste resultat.

Husk, at to forskellige farver, der blandes, kan blive til en tredje farve.

Bruger du eksempelvis rød farve til en blå bluse, vil den typisk blive lilla.​

​Kan man farve tøj hvidt?

Det kan som udgangspunkt ikke lade sig gøre at farve tøj hvidt, særligt ikke hvis det oprindeligt har en mørk farve.

Du kan dog godt gøre farven lysere, hvis det allerede har en lys eller hvidlig farve, men det kræver, at du starter med at blege stoffet.